Vores formål
Borgmesterbakken har to overordnede formål. Det ene er at skabe ro om barnet/den unge ved at yde omsorg, tryghed og stabilitet. Det andet er, at vi på basis af veldokumenterede, faglige observationer kan bidrage til at skabe klarhed over, hvilket langsigtet tilbud, der bedst varetager barnet/den unges udvikling og trivsel.
Målene for den enkelte opgave udarbejdes i samarbejde med anbringende sagsbehandler, og varierer i relation til den enkelte opgave. Det kan være kortere ophold, som har karakter af sikker base i en kort periode, indtil der findes en passende plejefamilie.
Det kan også være opgaver, hvor der er tale om udredning i samarbejde med eksterne parter – eksempelvis psykolog, psykiater eller læge, hvor Borgmesterbakkens opgave udover at være omsorgsramme er specificeret.
En tryg og stabil hverdag
Vores opgave er at understøtte vores børn, unge og familiers liv i retning af trivsel, udvikling og glæde. Vi har fokus på at fastholde og udvikle den eksisterende praksis og at nytænke indsatserne på området.
En socialpædagogisk faglig vurdering
På baggrund af den korterevarende anbringelse udarbejdes der i samarbejde med familierådgiverne fra kommunen en socialpædagogisk faglig vurdering.
Det er familierådgiveren, der har anbringelseskompetencen. Den samlede vurdering omkring den unge skaber dermed klarhed over, hvilken langsigtet ordning, der vil være mest hensigtsmæssig for barnet/den unge.
Vores værdier
Borgmesterbakkens værdier er en integreret del af alt, hvad vi foretager os både internt og eksternt, hvilket vi mener er den bagvedliggende årsag til den særlige stemning af hjemlighed, man mærker, så snart man træder ind ad døren i den gamle murstensvilla.
Respekt
Respekt er at anerkende og behandle hinanden ligeværdigt. Vi respekterer, at vi er forskellige og har forskellige kompetencer. Vi ser hinandens forskelligheder som en ressource i vores arbejde. Vi tror på, at enhver gør sit bedste i en given situation. Vi har respekt for, at de børn og unge, som bor på Borgmesterbakken, kommer med hver deres historie og dermed har brug for hver deres tiltag.
Ejerskab
Ejerskab er at være engageret og at tage ansvar. Ejerskab er en forudsætning for at bringe fagligheden i spil i vores arbejde på Borgmesterbakken. Når vi tager ejerskab for Borgmesterbakken som helhed, tager vi ansvar for, at vi er en del af en sammenhæng og et fællesskab – både som medarbejder, kollega og faglig professionel pædagog.
Åbenhed
Åbenhed er for os at være åben over for sig selv og sin omverden. Det er at have tillid til, at andre gør deres bedste, og at ingen gør noget af ond vilje. Det er at være åben for udvikling og forandring af sig selv, de børn og unge som bor på Borgmesterbakken og Borgmesterbakken som arbejdsplads.
Fællesskab
Fællesskab er at være fælles om noget. På Borgmesterbakken er vi fælles om at skabe et godt og trygt sted for børnene at bo, og vi er fælles om at skabe en god arbejdsplads med et sundt arbejdsmiljø. Fællesskab skabes igennem dialog og rummelighed.